I går var en kollega og jeg i Hillerød for at facilitere en workshop for en ledergruppe i et forsyningsselskab.

Deltagerne var super engagerede, vi fik ros og en åben invitation til at komme igen en anden gang. Så da vi kørte fra konferencecenteret, var jeg mere end godt tilfreds med frugten af dagens arbejde.

Klip til tre en halv time senere. Vi sidder i kø på motorvejen. Trafikken står bomstille. En lastbil er væltet og blokerer vejen.

Klokken 20:35 parkerer jeg hjemme foran mit hus i Odense. Søvnig, sulten — og sur.

Det har taget mere end fem timer at tilbagelægge en strækning, der normalt tager to.

Følelsen af produktivitet har for længst forladt mig, og jeg ærgrer mig over al den tid jeg har spildt. Da min hustru spørger ind til min dag, er det da også rene beklagelser, der kommer ud af min mund. Vores “sejr” i Hillerød er som forduftet fra min bevidsthed.

Det er min hjernes indbyggede 'negativitetsbias', der får mig til at vægte motorvejskøen tungere end workshoppen.

Og det er faktisk temmelig dumt, for rationelt bedømt var produktet af min arbejdsdag, en succesfuld workshop og en glad kunde, et solidt skridt i den rigtige retning for 4’s mission om at lære flere mennesker at arbejde bedre (og måske lidt mindre).

Men sådan er vi mennesker altså indrettet. Vi har en række kognitive bias — en lang række faktisk —  som får os til at defaulte til slutninger som tit er helt tossede. Psykologerne Mads Hyldig og Martin Riis Kastrup (skud ud!) beskriver dem i deres bog HjerneRo som “forudindtagelser i vores tænkning, som ofte er forkerte”, andre steder bliver de beskrevet som “mentale genveje”.

Det var nobelprisvinderen Daniel Kahneman og Amos Tversky som introducerede konceptet om ‘kognitive bias’ tilbage i 1970’erne, og kort sagt så er teorien, at vi er forprogrammeret med de her bias, fordi vores hjerner er optimeret til at behandle information hurtigt fremfor nøjagtigt — det hjalp nemlig vores forfædre med at overleve ved at forenkle beslutningsprocesser i de farlige og ressourcebegrænsede miljøer, som bedst beskriver de habitater, de første mennesker levede i.

Du ved, møder du en sabeltiger, så øges dine chancer for at overleve, hvis du bare flygter uden at tænke, fremfor at begynde at analysere situationen rationelt, inden du formentlig ender med at konkludere, at du hellere må tage benene på nakken.

Godt, nu ved du hvad kognitive bias er, og du ved, at vores negativitetsbias betyder, at vi er programmeret til at fokusere mere på negative end positive oplevelser. Nu skal du få psykologernes redskab til hvordan du undgår, at din negativitetsbias tager dit gode humør og jobtilfredshed fra dig (læs forrige nummer af Kvalitetstid for mere kontekst).

Redskabet er super enkelt, men inden du får det i hænderne, er jeg altså nødt til at fortælle dig om det prosociale system også. Hvis jeg igen lige låner HjerneRo-forfatternes ord, så kan jeg gøre det kort:

“Det prosociale system motiverer os til at opsøge oplevelser eller relationer, vi finder meningsfulde, selvom det også kan være farligt.

Det er det system, der langt tilbage i tiden har motiveret mennesket til at turde tage chancen og undersøge, hvad der var på den anden side af bakken — velvidende, at der kunne være bjørne.”.

Lidt forsimplet kan man sige, at hvis du øger aktiviteten i dit prosociale system, så hæmmer du aktiviteten i dit beskyttelsessystem (dine bias).

Og det er det som det omtalte redskab kan. Det kan træne dit prosociale systems  “muller”, så det får en fair chance, når det skal lægge arm med dine bias.

Alt hvad det kræver er taknemmelighed. Det er redskabet, og det er virkelig enkelt at bruge.

Det kan bruges til at kaste positivt lys på hele dit liv (fx hvordan du kan blive glad for din kæreste kat, Kurt), men nu zoomer vi lige ind på hvordan det kan forbedre din trivsel og dit engagement på dit arbejde.

Husk i den forbindelse på, at hvis vi forholder os logisk og rationelt, så er det som oftest ikke de ydre omstændigheder, der gør os “trætte af det” (uengagerede, overvældede, stressede), men vores hjernes fortolkning af omstændighederne — altså hvordan vi, inde i hovedet, kan gøre et problem meget værre end det reelt er.

Sådan gør du:

Som det sidste du gør, inden du pakker sammen inden fyraften, lukker du øjnene og tænker på én ting, som du er taknemmelig for i relation til dit job.

Det kan fx være en kollega, den gode kaffe i kantinen, eller dit hæve-sænkebord (Jeg skulle hilse fra Katrine og sige: Husk lige at hæv’ det).

Skriv det eventuelt ned på en “Det er jeg taknemmelig for”-liste, som du kan tage frem og kigge på, når arbejdslivet af og til spyer ild efter dig.

Det virker banalt og det er det. Men det virker. Prøv det.

/ Bo